Mand på Midtsjælland har erkendt, at han har deltaget i en stor international børnepornoring.
Den danske mand, der er involveret i den store amerikanske sag om børneporno, har erkendt sig skyldig.
Det oplyser politiinspektør Jørgen Isalin fra Københavns Vestegns Politi.
- Vi fik et tip fra amerikanerne i december, siger han om efterforskningen.
I marts blev danskeren så anholdt.
Der er tale om en 48-årig mand, der bor på Midtsjælland.
Under sin deltagelse i børnepornoringen har manden både benyttet netværket på sin arbejdsplads og en anden persons åbne netværk.
Denne anden person anede ikke, hvad der foregik.
- Hans arbejdsplads har samarbejdet med os, oplyser politiinspektør Jørgen Isalin.
Et stort antal billeder er nu ved at blive gennemgået af politiets eksperter, men politiinspektøren ved ikke, hvornår dette arbejde er færdigt.
- En hel del billeder tages ud til nærmere undersøgelse, siger han.
Politiinspektøren kan ikke sige noget nærmere om den danske sags omfang.
Men han oplyser, at sigtelsen mod den 48-årige både drejer sig om besiddelse og om distribution af børneporno.
Politiet ønsker ikke at oplyse nærmere om den sigtedes job eller hans forhold i øvrigt.
I den amerikanske politiaktion, som kaldes "Operation Delego", er der blevet afsløret 52 personer i 14 forskellige lande.
Heriblandt er altså manden fra Midtsjælland.
/ritzau/