Skønt Justitsministeriet måske ikke undersøgte, om sagen mod Camilla Broe var forældet, skal sagen undersøges, før ansvaret placeres, mener Dansk Folkeparti.
Noget tyder på, at Justitsministeriet sjuskede og begik fejl, før Camilla Broe blev udleveret til retsforfølgelse i USA. Før ansvaret placeres, og daværende justitsminister Lene Espersen (K) eventuelt kritiseres, skal Justitsministeriet besvare spørgsmål og forklare sig.
Det siger Martin Henriksen fra Dansk Folkepartis gruppeledelse.
- Når man udleverer en dansk statsborger, skal der være styr på tingene, siger han.
Spørgsmål: - Vil I søge at gøre et ansvar gældende overfor Lene Espersen eller justitsminister Brian Mikkelsen?
- Jeg vil hverken anklage den nuværende eller tidligere justitsminister for noget, før vi har fået svar fra ministeriet, men det virker, som om der ikke har været godt nok styr på tingene, siger Martin Henriksen.
Justitsministeriet skal blandt andet forklare, om de amerikanske myndigheder har begået fejl, om ministeriet undersøgte de formelle krav ved udleveringen, samt om retssagen var forældet i USA, forklarer han.
/ritzau/