To mænd er idømt henholdsvis syv års fængsel og en behandlingsdom for at have tævet en 54-årig mand til døde.
En 37-årig og en 39-årig mand er ved retten i Odense dømt for at have tæsket en 54-årig mand til døde i Assens sidste år.
Den 37-årige mand er idømt syv års ubetinget fængsel for vold med døden til følge, mens den 39-årige fik en behandlingsdom på en psykiatrisk afdeling og udvisning af Danmark for altid for medvirken til volden.
De to mænd er desuden begge kendt skyldige i at have efterladt den afdøde i en hjælpeløs tilstand efter overfaldet.
De to var anklaget for den 20. marts sidste år at have tæsket en 54-årig mand i flere timer i hans hjem på Møllevej i Assens. Manden døde senere af sine kvæstelser.
Den 37-årige skulle blandt andet have slået den 54-årige med en guitar og med knyttet hånd og snøret en guitarstreng rundt om den afdødes hoved.
Den voldsdømte forklarede i retten, at han handlede i nødværge, men den købte hverken nævninge eller dommere.
Begge de dømte har bedt om betænkningstid til at overveje, hvorvidt de vil anke dommen.
/ritzau/