Spritbilist måtte vente i 750 dage på en dom. Hans og fem andre sager er nu på vej til Højesteret.
En stribe dømte i sager om for høj fart, spritkørsel og andre forseelser i trafikken har skulle vente i årevis på en afgørelse.
Flere af dem har fået krænket deres menneskerettigheder, men jurister er uenige om, hvordan systemet skal sige undskyld.
Hos Rigsadvokaten har man på det seneste set på en række domme i færdselssager, som er trukket for længe ud.
- Der er muligvis en vis usikkerhed om, hvordan man skal fastsætte rabatten, siger statsadvokat Eva Rønne.
I nogle tilfælde slipper de dømte for den bøde, de ellers står til.
Andre gange undgår de at skulle betale salæret til deres forsvarer.
Og der er også eksempler på, at dommere dropper en frakendelse af kørekortet eller et kørselsforbud.
Usikkerheden om kursen og forskelsbehandlingen er så udtalt, at både forsvarere og anklagemyndighed vil have Højesteret på banen. I alt skal landets øverste domstol bedømme seks sager, som har ligget stille i alt for lang tid.
En af dem drejer sig om spritkørsel. Der gik 750 dage, før byretten dømte ham.
- Den burde ligge lige til højrebenet for politi, anklager og retten, siger mandens forsvarer, advokat Steen Petersen fra Glostrup.
Bilisten har fået landsrettens ord for, at hans menneskerettigheder blev krænket. Men kompensationen - at han slap for at betale sagsomkostninger - er for beskeden, mener advokaten.
En anden sag om en far, der ikke brugte sele og heller ikke havde fastspændt sin søn, var 670 dage undervejs. Men dette var ikke for lang tid, har landsretten sagt.
- Der er forskellig praksis i landsretten med hensyn til, hvad der skal til, før der er sket en krænkelse af konventionen, mener advokat Steen Petersen.
I Østre Landsret siger pressekontaktdommer Michael Lerche, at spritsagen og selesagen ligner hinanden på flere måder.
- Men der er tale om konkrete individuelle vurderinger af lovovertrædelserne, siger Lerche.
Når en sag har ligget død i cirka to år, nærmer det sig en krænkelse af menneskerettighederne, vurderer han.
/ritzau/