Togdriften blev indstillet, og både brandvæsen og politi måtte rykke ud, da tre drenge onsdag aften satte ild til stationsbygningen i Store Heddinge på Stevns.
Politiet har natten til torsdag haft frihedsberøvet tre drenge i sagen. To er 14 år, mens den sidste, der er 15 år, er over den kriminelle lavalder.
Drengene tog billeder af branden på deres mobiltelefoner, fortæller Midt- og Vestsjællands Politi.
Betjentene fandt frem til de unge brandstiftere på grund af et godt vidne. Vedkommende havde set tre drenge gå fra den brændende bygning med fakler i hånden.
Det begyndte med, at drengene ville sætte ild til et lagen inde i stationsbygningen.
Det udviklede sig helt galt, da de kastede en hårspray ind i flammerne. Røgen blev massiv.
DSB måtte stoppe togene, fordi brandfolkene skulle slukke fra spor-siden af bygningen, og derfor måtte DSB indsætte busser til passagererne.
Politiet oplyser, at den ene af de 14 årige ikke har haft noget med selve branden at gøre.
Forældre og de sociale myndigheder var med, da politifolk natten til torsdag afhørte de tre drenge.
De to brandstiftere og deres forældre kan se frem til en større regning.
Politiet vil nemlig indhente erstatningskrav og formentlig præsentere drengene for dem. Desuden skal der gennemføres en straffesag mod den 15-årige.
/ritzau/