En 62-årig mand fra Polen blev ved et grundlovsforhør idømt fire uger varetægtsfængsel for fund af 200 cannabisplanter på hans adresse.
HORBELEV En 62-årig polsk mand blev fredag formiddag fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Nykøbing og efterfølgende varetægtsfængslet indtil 25. september. Politiet havde nemlig natten til fredag fundet lidt mere, end de forventede, da de rutinemæssigt stoppede den 62-årige i en bil natten til fredag.
Bilen var på vej ind i en indkørsel, og politiet syntes, at der lugtede lige kraftigt nok af hash, da de talte med den 62-årige mand i bilen. Politipatruljen foretog derfor en ransagning af adressen.
Det skulle vise sig at give pote, da man på stedet fandt 200 cannabisplanter, hvilket kunne have givet omkring 7,5 kilo hash. Mængden af hash, formodes man hos politiet, skulle bruges til videresalg.
Den 62-årige nægtede sig under grundlovsforhøret, der blev ført for lukkede døre, skyldig i sigtelsen. Dommeren mente dog, at der var grund til at tro, at den 62-årige ville unddrage sig forfølgelse ved at rejse tilbage til Polen, ligesom han også ville påvirke politiets videre efterforskning. Han blev derfor varetægtsfængslet i fire uger. plh