Uoverensstemmelser i anklageskriftet får politiet til at vende skråen en ekstra gang i sag mod røgfyldt pub.
Anklagemyndigheden hos Nordsjællands Politi har indtil videre stukket piben ind i en principiel sag om rygeforbud på værtshuse. Sagen skulle være afgjort torsdag ved Retten i Lyngby, men blev aflyst i sidste øjeblik.
- Der er nogle uoverensstemmelser i formuleringen af anklageskriftet, som gør, at sagen nu bliver taget op til en juridisk vurdering, fortæller sagens anklager til Ritzau.
Sagen er rejst mod værtshuset Center Pub, der ligger i Værløse nordvest for København. Her bliver der røget lystigt, selv om pubbens lokaler efter Arbejdstilsynets opfattelser er større end de tilladte 40 kvadratmeter.
Værtshusejer Gert Sluth er dog uenig. Han mener, at serveringsarealet kun udgør sølle syv kvadratmeter. Ifølge ham er det nemlig kun rimeligt at regne arealet af pubbens borde med i det såkaldte serveringsareal.
Tidligere er værtshuset Lumskebugten i Vejle blevet dømt i en lignende sag. Det kom til at koste en bøde på 2000 kroner samt en regning på sagens omkostninger.
I Vejle havde indehaveren undladt at regne en scene og bardisken med i serveringsarealet, men den gik ikke, mente retten.
Det er rygeloven fra 2007, der er på spil i sagen. I loven blev det forbudt at ryge på serveringssteder, hvor serveringsarealet er større end 40 kvadratmeter. Dermed er det kun på de mindste knejper, der fortsat kan pulses på lovlig vis.
/ritzau/