Politiet anholdt i nat fire personer efter et groft overfald. To af dem efter en vild biljagt.
En mand i 20'erne er i livsfare, efter at han natten til tirsdag blev overfaldet på en adresse i Rødovre, skriver bt.dk.
Mindst fire personer er anholdt for overfaldet, to af dem efter en vild biljagt, hvor to patruljebiler blev påkørt.
Efterforskningsleder ved Vestegnens Politi, Steen Ørskov, siger til bt.dk, at politiet i øjeblikket forsøger at danne sig et overblik.
Offeret har fået bank og er stukket flere gange med en kniv. En betjent kom lettere til skade, da flugtbilen ramte patruljevognen.
Ifølge bt.dk har politiet ikke klarhed over motivet til overfaldet. Politiet ved heller ikke, hvorfor offeret var med i flugtbilen, da den kørte fra gerningsstedet.
/ritzau/