Et område på havnen i Grenaa er afspærret, mens der arbejdes på at standse et ammoniakudslip på Thorfisk A/S.
Redningsberedskab og politi arbejder fredag formiddag på at standse et ammoniakudslip fra virksomheden Thorfisk A/S på Grenaa Havn. Der er ingen fare for befolkningen, siger vagtchef Jes Frederiksen, Østjyllands Politi.
Udslippet blev opdaget tidligt på formiddagen, og nogle gader omkring virksomheden på Ndr. Kajgade er blevet afspærret, mens der bliver arbejdet på at standse lækagen, der formentlig stammer fra fiskefabrikkens køleanlæg.
Ud over afspærringen rundt om fabrikken har politiet ikke skønnet, at det er nødvendigt at advare befolkningen.
- Ammoniaklugten driver ud over vandet, og der er ikke fare for befolkningen, siger Jes Frederiksen.
/ritzau/