Trods eftersøgning med hundepatrulje tirsdag aften blev handicappet kvinde først fundet onsdag.
En udviklingshæmmet kvinde, som har været forsvundet fra Lalandia siden tirsdag eftermiddag er fundet i god behold.
Kvinden, som er fra Hvidovre, blev tirsdag aften efterlyst og politiet forsøgte uden held at finde hende tirsdag aften med en hundepatrulje.
- Onsdag morgen blev eftersøgningen genoptaget. Kvinden blev fundet siddende ulykkelig og noget forkommen på en terrasse uden for et af feriehusene, fortæller Bøje Jørgensen fra lokalpolitiet.
Den 47-årige kvinde blev efterfølgende kørt til sygehuset i Nykøbing for at blive undersøgt.