Hverken forsvarsadvokater eller bistandsadvokater anser det for deres opgave at oplyse om konfliktråd.
Forsvarsadvokater har ikke pligt til at fortælle deres klienter, at de har mulighed for at stå ansigt til ansigt med deres offer i et konfliktråd. Og advokat Henrik Stagetorn, der er formand for landets forsvarsadvokater, mener ikke, at det er forsvarerens opgave at hjælpe konfliktrådene på vej.
- Forsvarerens opgave er at få klienten hurtigst muligt gennem systemet med den mildeste dom. Vi har kun én ledestjerne, og det er klientens interesser, og disse bliver ikke påvirket af, om klienten deltager i konfliktråd. Det kan lyde kynisk, men sådan er det, siger Henrik Stagetorn til Advokatsamfundets blad, Advokaten.
Heller ikke bistandsadvokaten, der støtter ofre i straffesager, anser det som sin opgave at få klienterne gjort interesserede i at mødes med gerningsmanden i et konfliktråd, når de spørger, om de møder vedkommende igen.
- Jeg kunne sige - gå i konfliktråd, så får du det bedre. For jeg er overbevist om, at jeg kunne overtale et offer til at give det en chance. Men er det min opgave - kunne mine klienter miste tilliden til mig? spørger Helle Hald, der er bistandsadvokat.
En ekspert i konfliktmægling, Vibeke Vindeløv, der er professor på Københavns Universitet, mener tværtimod, at forsvarere skal have pligt til at informere om muligheden for konfliktråd.
- En klient har krav på at få den information, som giver den pågældende de valgmuligheder, der eksisterer i dag, siger Vibeke Vindeløv.
Hun understreger dog, at de kun skal informere, ikke overtale klienten.
Formelt set er det politiets opgave at henvise egnede sager til konfliktmægling, men det kniber med at få ordningen sparket i gang.
Efter forsøg i to politikredse blev ordningen indført i alle politikredse sidste år. På de første fire en halv måned blev der kun afholdt 85 konfliktråd.
/ritzau/