Et olieudslip på 100 fodboldbaner fedter stadig havnevandet i Sønderborg. Beredskabet har olien under kontrol.
Det lokale beredskab fortsætter tirsdag morgen med at inddæmme olieudslippet ved Sønderborg Havn.
Den tynde oliefilm på vandet dækkede mandag aften i omegnen af 65 hektar, lød vurderingen. Det svarer til knap 100 fodboldbaner.
- Vi etablerede flydespærringer i aftes, og dem har seks mand så overvåget her i nat, således at de ikke forskubbede sig, og olien kunne slippe ud, fortæller indsatsleder Henrik Jakobsen til dr.dk/p4.
Det er større område fra Sønderborg Lystbådehavn ud mod Alssundbroen, som er ramt af olieudslippet, som formentlig stammer fra et skib.
En helikopter fra søværnet vil tirsdag formiddag assistere med at få konstateret, hvor meget olie der stadig er tilbage. Håbet er, at olieudslippet er stoppet, og at flydespærringerne har opsuget olien fra udslippet.
Udslippet af olie er næppe til fare for omgivelserne. Ifølge politiet har forureningen hverken været til fare for dyreliv, miljø eller for noget inde på land.
/ritzau/