En bilist havde i morgenmørket ingen chance for at undgå påkørslen af to heste, som løb ud på Sæbyvej i Hjallerup. Hestene døde, bilisten kom lettere til skade.
To heste måtte lade livet, da de onsdag morgen blev påkørt af en bilist på Sæbyvej i Hjallerup.
Bilisten kom lettere til skade ved sammenstødet.
Hestene var brudt ud af en indhegning og kom løbende forvildede fra en grusvej og ud på Sæbyvej, hvor bilisten ikke havde en chance for at undgå påkørslen.
- Det er et stigende problem, at kreaturer bryder ud af indhegninger, siger vagtchef Per Vagn Nielsen i Nordjyllands Politi.
En årsag kan være dyrenes tykke vinterpels, som gør, at de ikke mærker stødene fra strømhegn.
/ritzau/