Politiet mener at have fundet fyrværkeri hos den 42-årige mand, der lørdag blev dræbt i eksplosionsbrand.
Politiet mener at have fundet fyrværkeri på hjemmeadressen hos den 42-årige mand, der lørdag blev dræbt i en eksplosionsbrand i St. Andst ved Vejen vest for Kolding.
Mandens hjemmeadresse på Jernbanegade 34 i Brørup er blevet undersøgt af politiet, som har fundet nogle kasser, der menes at indeholde fyrværkeri.
- Det kan være, det er knaldperler, det kan være, det er kinesere, det kan være, det er bordbomber. Vi har bare set, der står nogle kasser. Vi er ikke begyndt at rode i det, forklarer kommunikationsansvarlig Helle Lundberg fra Syd- Sønderjyllands Politi.
Politiet har valgt at tilkalde Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste, som skal vurdere, om fyrværkeriet udgør en sikkerhedsrisiko. Imens er de nærmeste naboer til adressen blevet evakueret.
Hvis der viser sig at være fyrværkeri i kasser, kan det være udtryk for en forbindelse mellem den dræbte og det ulovlige fyrværkeridepot, der lørdag brød i brand.
Politiet ønsker af hensyn til efterforskningen ikke at uddybe fundet på nuværende tidspunkt.
/ritzau/