Ukendte gerningsmænd har kastet rød maling mod Integrationsministeriet i Holbergsgade. Politiet mener, at hærværket er politisk motiveret.
Integrationsministeriet i Holbergsgade i København blev fredag morgen udsat for hærværk.
Ukendte gerningsmænd kastede rød maling mod ministeriets indgangsparti. Også trapperne fik en gang rød maling, oplyser politiets centrale vagtleder, Søren Wiborg.
Politiet betragter hændelsen som politisk hærværk og sætter det i forbindelse med den mindehøjtidelighed, der torsdag aften blev holdt i Brorsons Kirke på Nørrebro i anledning af ét-årsdagen for udvisningen af en række irakiske asylansøgere.
/ritzau/