Helikopter med pumpeudstyr måtte ile norsk fiskefartøj til hjælp i Skagerrak.
Et norsk fiskefartøj i Skagerrak måtte fredag eftermiddag have assistance fra det danske søredningsberedskab. Det skete klokken 16.42, da fartøjet sprang læk og udsendte nødsignal, oplyser Søværnets Operative Kommando, SOK.
Fartøjet befandt sig 28 sømil vestnordvest for Hirtshals, da vandet begyndte at trænge ind i skibet. I nærheden lå handelsskibet Dale, som omgående sejlede til ulykkesstedet.
Handelsskibet lå klar til at hjælpe, men en af flyvevåbnets helikoptere nåede i tide frem til stedet med pumpeudstyr.
Det lykkedes at få stoppet det indtrængende vand i det norske fartøj, som efterfølgende blev taget på slæb af redningsbåden Margrethe Gaardbo og sejlet til Hirtshals, oplyser SOK.
/ritzau/