Politiet standsede i går to mænd, som havde bilen fuld af narko og medicin.
Et par betjente i en civil politibil fik travlt med at trykke speederen i bund, da en bil med meget høj hastighed i går klokken 11.35 overhalede dem på Storstrømsvej i Nørre Alslev.
Med blinkende lygter kom betjentene op på siden af bilen og fik den endelig stoppet.
I bilen sad der to mænd på 27 og 24 år – den ene bor i Vordingborg, mens den anden ikke har en kendt adresse. Da betjentene undersøgte bilen nærmere, fandt de godt 46 gram amfetamin, 2 gram hash og en del receptpligtig medicin.
De to mænd blev derfor anholdt og sigtet for salg af euforiserende stoffer.