En lejer i København har i Højesteret fået medhold i, at en varslet lejeforhøjelse er ugyldig.
Sagen går helt tilbage til 2008, da udlejeren varslede en forhøjelse, fordi badeværelset i lejerens lejlighed skulle renoveres.
Men forbedringen var ikke aftalt mellem dem, og beboerrepræsentanten blev ikke underrettet.
I en dom torsdag fastslår fem dommere, at lejeloven skal forstås på den måde, at også en lejeforhøjelse på grund af forbedringer, der kun omfatter et enkelt lejemål, kræver en høring af beboerrepræsentanten.
Og da repræsentanten ikke havde fået mulighed for at udtale sig, falder varslingen til jorden. Den er ugyldig, fastslår Højesteret.
Dommen er en stadfæstelse af det resultat, som Østre Landsret nåede frem til i sommeren 2011.
Det er A/B Klodsen, der har tabt sagen. I sagsomkostninger skal der betales 30.000 kroner.
/ritzau/