Tre maskerede røvere fik en lang næse, da de forsøgte at trænge ind til en juveler i Lyngby. Døren var låst, så røverne stak af.
Det blev ved forsøget, da tre mænd med elefanthuer tirsdag ved middagstid troppede bevæbnede op ved bagindgangen til juveleren Palæet i Lyngby Hovedgade.
Røverne forsøgte at trænge ind, men da døren var låst, forsøgte de i stedet at true personalet til at åbne døren.
- Men personalet ringede til politiet, så røverne måtte flygte uden udbytte, siger pressetalsmand Henrik Suhr ved Nordsjællands Politi.
Røverne kørte fra stedet i en sort Audi, som politiet nu leder efter.
/ritzau/