Politiet vil her til aften prøve at få fængslet en mand, der mistænkes for grov gadevold i København.
Politiet kalder overfaldet på et kærestepar tidligt lørdag morgen for grov og uprovokeret gadevold.
Parret var kort før klokken otte på vej ned gennem Strøget, da de stødte ind i en gruppe på tre mænd.
Parret blev slået omkuld, og mens de lå ned, blev de sparket i hovedet. Et vidne så dog overfaldet og fulgte efter overfaldsmændene, som politiet kunne anholdte kort efter.
Politiet vil ifølge den centrale efterforskningsleder på Politigården forsøge at få fængslet den af de tre mænd, som var mest aktiv i overfaldet. Han vil lørdag aften blive fremstillet i grundlovsforhør i Dommervagten.
/ritzau/