Omstridt mand fremstilles fredag i grundlovsforhør. Han er beskyttet af navneforbud på forhånd.
Nordsjællands Politi har anholdt en 47-årig forretningsmand fra Nordsjælland efter en anmeldelse for dokumentfalsk og bedrageri af særlig grov beskaffenhed.
- Vi modtog en anmeldelse om dokumentfalsk og bedrageri til en værdi af seks millioner kroner, og på den baggrund anholdt vi manden torsdag klokken 17, siger politiinspektør Karl Erik Agerbo, Nordsjællands Politi.
Manden fremstilles fredag klokken 13 i grundlovsforhør i Retten i Lyngby.
Han er beskyttet af et navneforbud, som Retten i Lyngby på forhånd nedlagde fredag formiddag inden grundlovsforhøret. Der har tidligere været blæst om den sigtede mand.
/ritzau/