Inden retssagen om racistiske udtalelser mod Jesper Langballe er han parat til at sagsøge retten.
Folketingsmedlem Jesper Langballe fra Dansk Folkeparti var oppe i det røde felt allerede da han gik ind i retsbygningen i Randers fredag formiddag, hvor han er tiltalt for æreskrænkelser.
Han kræves idømt en bødestraf for at have skrevet forhånende om muslimer i et indlæg i Berlingske Tidende.
- Jeg kunne jo sagsøge retten for injurier, sagde han.
Det sker efter, at det på den ophængte retsliste fremgik, at sagen drejer sig om racediskrimination.
Jesper Langballe er tiltalt for straffelovens bestemmelser om freds- og æreskrænkelser, den såkaldte racismeparagraf.
- Nu er muslimer jo ikke nogen race, sagde en irriteret Langballe, inden retssagen gik i gang.
Den blev udsat en times tid, fordi Jesper Langballes advokat var forsinket på grund af forsinkelser i flytrafikken.
I debatindlægget kommenterede Langballe samfundsdebattøren Lars Hedegaards udtalelser om æresdrab. Han er blandt andet tiltalt for at have skrevet, at muslimske fædre vender det blinde øje til onklers voldtægt.
På tilhørerpladsen havde både Lars Hedegaard og Jesper Langballes partifælle og fætter, Søren Krarup indfundet sig.
/ritzau/