Politiet formoder, at en mand er faldet i vandet fra sin og er druknet i Hundested Havn.
Nordsjællands Politi fik onsdag eftermiddag en anmeldelse om, at der befandt sig et lig i vandet ved Ndr. Beddingsvej i Hundested Havn.
- Vi modtager en anmeldelse klokken 13.29 via 112, og der bliver sendt en ambulance, en læge og dykkere til stedet, fortæller politiets vagtchef Bruno Witting-Hansen til Ritzau.
Da manden blev bjærget i land, kunne redningsmandskabet konstatere, at han var død.
Først nogle timer efter fundet lykkedes det politiet at identificere manden.
- Der er tale om en 62-årig dansk mand. Han havde ingen fast bopæl, men boede på en båd i havnen, siger vagtchef ved Nordsjællands Politi, Anders Schött.
Ifølge politiet er der ikke noget, som tyder på, at manden har været udsat for en forbrydelse.
- Han er formentlig faldet over bord fra sin båd, fortæller Anders Schött.
Politiet kan endnu ikke sige noget om, hvor længe den 62-årige har befundet sig i vandet.
/ritzau/