Statsministeren ser gerne yderligere sanktioner mod Iran i EU-regi, siger han om attentatplaner i Danmark.
Danmark vil ikke acceptere Irans opførsel, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) om et attentat i Danmark planlagt af iransk efterretningstjeneste.
- Vi har valgt at gå ud offentligt med det her, for at vise Iran at vi ikke vil acceptere den her opførsel. Det er ikke noget, der kun foregår i Danmark. Iranerne er også aktive i andre lande, siger han i en kommentar.
Oplysningerne om et planlagt attentat på dansk jord, stammer fra Politiets Efterretningstjeneste. PET afholdt tirsdag et pressemøde om sagen, hvor efterretningstjenesten gik ud med oplysningerne.
Planerne om et attentat var skyld i den gigantiske politiaktion, der 28. september lukkede store dele af landet ned.
I dagene op til konstaterede PET, at en person observerede og fotograferede en ASMLA-leders bopæl.
ASMLA står for Arab Struggle Movement for the Liberation of Ahwaz. Gruppen kæmper for, at et område i Iran bliver selvstændigt.
Medlemmerne af gruppen i Danmark efterforskes for at have hyldet det blodige angreb, som i september kostede 25 mennesker livet i Iran.
- Vi skal ikke finde os i, at Iran overvåger personer i Danmark. Vi skal ikke finde os i, at Iran planlægger likvideringer af personer i Danmark.
- Men vi skal heller ikke finde os i, at iranere, der har fået beskyttelse i Danmark tilskynder til terrorisme i Iran. Den del er politiet i gang med at efterforske, siger Lars Løkke Rasmussen.
Han siger videre, at sagen tages op med Danmarks partnere i EU.
- Jeg vil ikke udelukke nogen tiltag på forhånd. Sagen skal drøftes med vores nære europæiske partnere, der står over for den samme udfordring - at iranerne rejser til vores nationer og udøver en middelalderlig form for håndhævelse af lov og orden.
Han protesterer på det kraftigste protesterer Irans adfærd.
- Mulige yderligere sanktioner mod Iran vil skulle diskuteres i EU og kræver enstemmighed. Men for Danmark er holdningen klar: Vi ser gerne yderligere sanktioner mod Iran, siger Lars Løkke Rasmussen.