Der var lidt for meget læs på en varevogn, der tirsdag rullede i land i Rødby.
Tirsdag klokken 21.05 rullede en Iveco varevogn forsigtigt i land i Rødby Færge. Føreren – en 33-årig mand fra København – havde været i Tyskland og købt rigeligt ind af dåsesodavand. En kontrolvejning, som betjentene fra udlændingekontrolafdelingen foretog, afslørede, at bilen havde et overlæs på 4.430 kg – eller 126%.
Føreren kan se frem til en bøde for overlæs, og han blev vejledt om at læsse så meget af lasten af, at bilen kom ned på den tilladte totalvægt. Det svarede til, at der skulle læsses 520 rammer sodavand af.