En 44-årig bilist overså formentlig et fuldt stop-skilt og tørnede ind i en anden bil i et kryds i Skærbæk.
En mand er i livsfare, efter at to personbiler lørdag formiddag kolliderede i et kryds i Skærbæk i Sønderjylland.
Chaufføren i den ene bil - en 44-årig mand fra Højer - måtte skæres fri. Han er blevet fløjet med helikopter til Odense Universitetshospital, hvor lægerne kæmper for at redde hans liv.
Ulykken skete kort før klokken 10, da to biler tørnede sammen i krydset Aabenraavej og Energivej i Skærbæk, hvor der er fuldt stop.
- Den foreløbige melding fra bilinspektøren, der har undersøgt ulykken, er, at den 44-årige formentlig har overset et fuldt stop-skilt, siger vagtchef Ole Hillerup, Syd- og Sønderjyllands Politi.
Den kvæstede mands familie kørte lige bag ham i en anden bil, da han forulykkede.
Der er endnu ikke oplysninger om eventuelle tilskadekomne i den bil, som manden stødte ind i.
/ritzau/