En kvinde blev trukket ind i en baggård i København og voldtaget af en mand, mens tre andre holdt hende.
En omkring 50-årig mand blev mandag varetægtsfængslet i 10 dage af en dommer i København som sigtet for voldtægt.
Manden nægter at have voldtaget en 28-årig kvinde i en baggård ved Viktoriagade på Vesterbro i København natten til fredag i sidste uge.
- Han nægter sig skyldig, men blev fængslet af hensyn til blandt andet efterforskningen, siger Københavns Politis centrale efterforskningsleder, Lars Feldt-Rasmussen.
- Han blev anholdt, efter at et vidne henledte opmærksomheden på ham, siger den centrale efterforskningsleder.
Kvinden var, inden hun blev overfaldet, på værtshus på Café Luna i Istedgade, da en mand på 50-55 år henvendte sig til hende og spurgte, om hun ville med ud at ryge.
Det indvilgede hun ifølge politiet i, men uden for blev hun trukket ind i en baggård, hvor tre yngre mænd dukkede op og holdt hende fast.
Kvinden forsøgte at råbe om hjælp, men hun blev holdt for munden, mens manden fra værtshuset voldtog hende.
/ritzau/