Dommer i Roskilde nikker til statsadvokats krav om fængsling af 48-årig mand, der er sigtet for deltagelse i folkedrab.
Retten i Roskilde har varetægtsfængslet en herboende mand fra Rwanda for at have deltaget i folkedrabet for 16 år siden.
Den 48-årige, der har virket som skoleleder, har nægtet sig skyldig under torsdagens langvarige grundlovsforhør.
Danske efterforskere har været i Rwanda for at indsamle beviser mod manden, der har fået asyl i Danmark.
Tre sigtelser er blevet rejst mod ham. For eksempel beskyldes den 48-årige for at have været leder af en dødspatrulje, der var aktiv i en massakre på Kabuye Hill.
Ved den lejlighed blev 15-20.000 mennesker dræbt, da de forsøgte at flygte til nabolandet Burundi.
Manden sigtes for at have kastet håndgranater ind i mængden af flygtninge, der desperat forsøgte at slippe ud af landet.
Dommeren i Roskilde har frihedsberøvet den 48-årige til 6. januar.
/ritzau/