Brandvæsnet i København fik over 50 hemmelige opkald fra en beruset mand tirsdag nat. For at få oplyst hans nummer fortalte de ham, at han kunne vinde en mobil.
En lang række chikaneopkald til 112 i København endte med et lidt specielt initiativ fra brandvæsnets side.
En mand havde siden kl. 23 tirsdag aften ringet over 50 gange fra et hemmeligt nummer. For at få oplyst hans nummer fik brandvæsnet overbevist manden om, at der var startet en konkurrence blandt alle opkald til 112, og at præmien var en mobiltelefon.
I håb om at blive den heldige vinder oplyste manden sit telefonnummer, og politiet kunne aflægge manden et besøg.
Manden viste sig at være beruset, oplyser Københavns Politi, der beslaglagde telefonen med besked om, at den kunne hentes på Politigården, når han engang blev ædru.
Men det stoppede ikke manden, der fortsatte chikanen fra en nærliggende mønttelefon. Her fandt politiet ham med røret i hånden, og manden blev anholdt.
/ritzau/