Knivstikker i Humlebæk var iført stor hat og en spraglet skjorte, lyder foreløbigt signalement.
Mens han var ude for at gå en tur med sin mor, blev en 72-årig mand onsdag aften overfaldet og stukket med kniv i ryggen i Humlebæk.
Det oplyser Nordsjællands Politi, som søger vidner i sagen. Knivstikkeren var tilsyneladende iført en spraglet skjorte og en stor hat. Muligvis var hatten spids.
Det var cirka klokken 20.10, at manden blev udsat for forbrydelsen på stisystemet ved Krogerupvej og Nederste Torpenvej, oplyser politiet.
Onsdag aften blev offeret kortvarigt afhørt i forbindelse med en operation på sygehuset, og torsdag foretager betjente en genafhøring, oplyser politikommissær Henrik Sejer.
Politiet søger vidner eller andre, som kan have relevante oplysninger i sagen.
Overfaldsmanden med hatten vurderes til at være 30-40 år.