En 30-årig mand blev fredag stukket 20 gange i kroppen med en syl efter et skænderi med sin kærestes eksmand. Offeret meldes uden for livsfare.
En 35-årig mand overfaldt fredag kort før midnat en 30-årig mand, som blev stukket 20 gange i kroppen - blandt andet en gang i halsen - med en syl på Stadionvej i Glostrup.
- Manden blev stukket med en kort, spids genstand, siger Torben Wittendorff, vagtchef ved Københavns Vestegns Politi i Albertslund.
Manden er indlagt på Hvidovre Hospital, men er umiddelbart uden for livsfare, oplyser Torben Wittendorff.
Skænderiet opstod, da den 30-årige og hans kvindelige kæreste var på besøg hos geringsmanden, der har været gift med kvinden.
Her skulle de finde ud af, hvordan ferien blev lagt i forhold til de børn, som eksmanden og kvinden har sammen.
Den 35-årige er ifølge Torben Wittendorff af tyrkisk afstamning og skulle til Tyrkiet på ferie. Men diskussionen udviklede sig altså voldeligt.
Gerningsmanden fremstilles lørdag i grundlovsforhør.
/ritzau/