Tre mænd er sigtet for at bruge flasker og stole som våben under ballade på Roskilde-værtshus. En er fængslet.
Tre mænd blev anholdt klokken 03.40 natten til søndag efter ballade og vold på værtshuset Promenaden i Roskilde.
Ifølge vagtchef Boye Rasmussen hos Midt- og Vestsjællands Politi i Roskilde brugte de tre mænd både stole og flasker mod andre, og de sigtes derfor efter straffelovens paragraf om såkaldt kvalificeret vold.
De to af mændene blev løsladt efter søndagens grundlovsforhør, men er stadig sigtet. Den tredje, som er udenlandsk statsborger, blev varetægtsfængslet i fire uger, oplyser Boye Rasmussen. Han har i forvejen to betingede domme for røveri.
/ritzau/