To skibes kollision har medført olieforurening, og nu skal miljøskibet "Gunnar Thorson" rydde op.
Flere skibe og en helikopter har været i sving på grund af lørdagens kollision mellem en trawler og et fragtskib ud for Thyborøn.
En overflyvning af Nordsøen har søndag afsløret, at en del olie er strømmet ud fra en af fragtskibets tanke, oplyser Søværnets Operative Kommando.
Olien driver ikke ind mod kysten, men eksperter har vurderet, at det er muligt at bekæmpe udslippet.
Derfor er miljøskibet "Gunnar Thorson" søndag eftermiddag kommet ud til området og er gået i gang med at opsamle olien.
To kuttere fra marinehjemmeværnet var også parat til at deltage i operationen, men det har vist sig, at der ikke er brug for assistancen.
Sammenstødet mellem de to skibe skete lørdag i klart og godt vejr godt 20 sømil fra Thyborøn.
Fragtskibet "Golden Trader" kolliderede med den mindre belgiske trawler "Vidar".
En af fiskerne om bord på trawleren kom lettere til skade, da han fik nogle fiskekasser ned over sig.
Fragtskibet med en besætning på 22 søfolk fik slået hul i siden, og det er grunden til, at olie begyndte at strømme ud i Nordsøen. Årsagen til kollisionen er ikke klarlagt.
Skibene var ude i internationalt farvand, da det skete.
Derfor er det på grund af nye regler på området op til de to flagstaters myndigheder at få undersøgt forløbet. Skibene kommer fra henholdsvis er Belgien og Malta.
/ritzau/