Først sad han fængslet for hash. Nu er han igen fængslet, men denne gang for hårde stoffer.
En mistænkt narkosmugler fik kun få dage på fri fod, før han igen blev hevet ind i skyggen.
Den 35-årige mand var i forvejen sigtet for smugleri af 132 kilo hash. Han blev løsladt under efterforskningen tidligere på ugen, men nu har narkopolitiet i København slået kløerne i ham igen.
Fredag blev han så atter stillet for en dommer i Københavns Dommervagt, denne gang som sigtet for i efteråret sidste år af to omgange at have indsmuglet knap 19 kilo kokain. Manden blev varetægtsfængslet i foreløbig 20 dage.
- Det er en del af en omfattende sag med rigtig mange sigtede, fortæller Københavns Politis narkochef Steffen Thaaning Steffensen.
En af de andre sigtede i sagen, som ud over store mængder kokain også drejer sig om hash, har erkendt smugleriet.
Det lykkedes politiet at få fat i den ene af leverancerne, da efterforskerne i november stoppede en bil ved Storebælt.
Anholdelsen udviklede sig dramatisk, da narkosmuglerne forsøgte at køre fra politiet og gennem en bom ved betalingsanlægget. Politifolkene valgte at affyre varselsskud for at få bilen til at stoppe.
Under fredagens grundlovsforhør, der af hensyn til politiets videre efterforskning i sagen foregik for lukkede døre, valgte den 35-årige at kære afgørelsen om varetægtsfængsling til Østre Landsret.
/ritzau/