En 44-årig kvinde fra Tønder er blevet løsladt i sag, hvor hun mistænkes for 11 års vold mod sine børn.
Det lykkedes tirsdag ikke politiet at få retten til at forlænge fængslingen af en 44-årig mor fra Tønder, der er sigtet for vold mod sine børn.
Tirsdag valgte en dommer i Retten i Sønderborg at løslade kvinde, oplyser P4 Syd.
Kvinden er sigtet for gennem 11 år at have udøvet vold mod sin nu 17-årige søn samt for vold mod sin datter, der i dag er syv år.
Trods løsladelsen er hun fortsat mistænkt i sagen, og børnene er midlertidigt anbragt uden for hjemmet.
Sagen kom for dagen, da Tønder Kommune prompte reagerede på underretninger om familien, der for nylig er flyttet til kommunen.
Børne- og Ungechefen i Tønder Kommune har tidligere forklaret, at det er den såkaldte Tøndersag, hvor en far udlejede sin datter til andre mænd, der har fået kommunen til at reagere instinktivt i sager om vold mod børn.
Retsmøderne i sagen er afholdt for lukkede døre, og det er derfor uvist, hvordan kvinden stiller sig til sigtelserne om vold mod sine børn.
/ritzau/