En 38-årig mand blev fredag ramt af skud, da han løb en morgentur i Bernstorffparken i Gentofte. Manden var selv i stand til at tilkalde hjælp.
En morgenfrisk kondiløber blev tidligt fredag morgen ramt af skud i Bernstorffparken i Gentofte, oplyser Nordsjællands Politi.
- Han er ramt af tre-fire skud i maven, brystet og venstre arm, men han var selv i stand til at tilkalde hjælp, siger vicepolitiinspektør Flemming Poulsen.
Det er endnu uvist, hvad manden er skudt med. For selvom den 38-årige kondiløber altså er ramt på vitale dele af kroppen, så var han selv i stand til at løbe ud på den nærliggende Jægersborg Allé, standse en kvindelig bilist og bede om hjælp.
Den 38-årige er nu indlagt, men hans nærmere tilstand kendes ikke.
Ifølge de første meldinger fra politiet, skulle manden dog ikke være i livsfare.
Politiet har afspærret den nordlige del af Bernstorffparken samt dele af Jægersborg Allé.
/ritzau/