En motorcyklist har tirsdag mistet livet i en trafikulykke ved Saltum mellem Pandrup og Løkken.
Ulykken skete ved Saltum Strandvej og Kirkbakvej, oplyser Nordjyllands Politi.
En personbil kom kørende ad strandvejen og ville dreje til venstre ad Kirkbakvej, men overså den modkørende motorcykel.
Politiet fik meldingen om dødsulykken kort efter klokken 17.30.
Den dræbte er en nordjysk mand på 67 år, og de pårørende er ifølge politiet underrettet.
Tidligere tirsdag havde en anden venstresvingsulykke i Nordjylland også fatale følger. Nær Sindal vest for Frederikshavn blev tre børn i en personbil dræbt.
/ritzau/