Øksemanden, der angreb tegneren Kurt Westergaard, er berygtet i Sverige, hvor han gennem flere år har rekrutteret selvmordsterrorister.
Den somaliske mand, der angreb tegneren Kurt Westergaard i dennes hjem i Viby ved Århus, har gennem flere år konspireret åbenlyst med nogle af de mest berygtede terrorrelaterede ekstremister i Skandinavien. Det skriver Berlingske Tidende.
Avisen har fulgt somalierens spor, der blandt andet fører til Göteborg og miljøet omkring to berygtede moskeer, hvor han ifølge en række svensk-somaliske kilder aktivt rekrutterede unge til bevægelsen al-Shabaab i vinteren 2008-2009.
Folk med daglig gang i moskeerne fortæller, at øksemanden var på rekrutteringstur i Göteborg med blandt andre den dansk-somaliske selvmordsbomber, der for en måned siden sprængte sig selv i luften i Somalias hovedstad Mogadishu og dræbte 23 mennesker.
Ifølge Berlingske Tidende undrer mange i den svensk-somaliske miljø i Göteborg sig over, at hverken PET eller deres svenske kolleger i Säpo reagerede på øksemanden og andre somalieres rekrutteringsture, som skal have skræmt mange på grund af en aggressiv og meget voldelig tone.
/ritzau/