Biltrafikken over Øresund er stoppet efter en soloulykke i tunnelen. Ingen er kommet noget til, oplyser politiet.
En soloulykke i biltunnelen under Øresund betød sent lørdag eftermiddag, at forbindelsen blev lukket for køretøjer i begge retninger.
- Der er tale om et solouheld, og der er ikke nogen tilskadekomne. Det kunne efter billederne at dømme godt ligne en punktering, siger den centrale vagtleder på Politigården i København.
Omkring kl. 17.45 er en kranvogn kommet til stede og lægger an til at fjerne bilen. Vagtlederen forventer, at Øresundsforbindelsen snart bliver åbnet igen.
Af sikkerhedsmæssige årsager spærres biltrafikken altid i begge retninger, når der sker ulykker i tunnelen, så redningskøretøjer kan komme hurtigt frem.
/ritzau/