Nordsjællandsk mand er blevet mishandlet natten til torsdag. Offeret er kørt til Rigshospitalet.
En nordsjællandsk mand har været udsat for farlig vold, og han behandles på Rigshospitalet for skader på blandt andet lunger og kønsdele.
Det oplyser netavisen Nordkysten.nu.
Nordsjællands Politi er gået i gang med efterforskningen, lyder det fra afdelingen, der behandler sager om personfarlig kriminalitet.
- Jeg kan bekræfte, at vi er i gang med at efterforske en sag, der tyder på grov vold, siger Kenneth Støvhase fra afdelingen.
- Men vi er lige i opstartsfasen nu, og derfor kan jeg ikke sige mere, lyder det fra Kenneth Støvhase ved 13-tiden.
Det var torsdag morgen, at en ambulance blev kaldt ud til en mand, der skal være sidst i 50'erne.
Natten igennem skal han være blevet mishandlet i et hus i Smidstrup, skriver Nordkysten.nu.
Angiveligt skal to yngre mænd have stået for den brutale vold.
/ritzau/