Ild i en opvaskemaskine gav røgskadet hjem.
Torsdag aften omkring klokken 19.30 måtte brandvæsenet rykke ud til en brand i en villa på Skodsebøllevej i Græshave, hvor en familie på to voksne og to børn boede.
En opvaskemaskine var gået i brand, og sendte røg ud hele huset. Da brandvæsenet ankom kunne de dog nøjedes med at efterslukke opvaskemaskinen og trække den ud af huset.
- Manden, der bor i huset, havde gjort en flot indsats. Han havde trukket opvaskemaskinen ud på gulvet, taget strømmen og hældt vand på, fortæller indsatsleder ved Lolland-Falster Brandvæsen, Jens Rasmussen, der også var glad for, at brandsikkerheden var i orden.
- Der var sat røgalarmer op i førstesalen og i rummene i stueetagen, der bippede, da vi kom ind. Det er jo dejligt at se, at sikkerheden er i orden. Det kunne ligeså godt være sket om natten, siger Jens Rasmussen.
Der skete kun røgskader på huset, og et følgeskadefirma er ved at undersøge om familien skal genhuses.