62 procent af alle indbrud sker nu hos folk over 50 år, skriver Politiken onsdag.
62 procent af alle indbrud sker nu hos folk over 50 år, skriver Politiken onsdag. For fire år siden var de ældres andel på mere beskedne 56 procent.
Det viser tal, som forsikringsselskabet Topdanmark har opgjort fra sin kundedatabase.
- Det er en meget markant tendens, at indbrud sker mere målrettet mod gruppen over 50 år end tidligere. Det er en udvikling, vi ser i hele landet, siger Thomas Enna, som er underdirektør for forretningsudvikling hos privatkunder ved Topdanmark, til Politiken.
Tallene dækker over, at antallet af indbrud siden 2009 er faldet med en femtedel for folk under 50 år. Men for folk over 50 år er der ingen bedring sket, konstaterer Topdanmark.
Hvad årsagen er, kan forsikringsselskabet ikke sige med sikkerhed, men en del tegn peger i samme retning:
- Vi føler os rimelig overbevist om, at det skyldes, at tyverierne er blevet mere organiseret. Tyvene går mere systematisk efter ældre mennesker, fordi de oftere har mere guld og sølv liggende, end en børnefamilie har, siger Thomas Enna til Politiken.
Forsikringsdirektøren kæder dette sammen med, at Topdanmark i samme periode ser en brat stigning i, at tyvene går efter smykker, når de bryder ind. I 2009 blev der i Nordsjælland stjålet guld, sølv, ure og smykker i 121 ud af 570 indbrud, hvilket er mindre end en fjerdedel.
Sidste år var andelen af sådanne tyverier steget til mere end halvdelen - 324 af 642 - af de registrerede indbrud. Tyvenes guldfeber kan skyldes, at prisen på guld i en stor del af perioden har været stærkt stigende.
Siden 2004 er guldprisen steget med næsten 13 procent i snit årlig.
- Vi må antage, at det er årsagen til den pludselige stigning i den her type tyverier, siger Thomas Enna til Politiken.