Tre piger snittede to jævnaldrende piger i hænderne og skar hår af dem for at få udleveret penge.
Tre meget unge piger - to på 14 år og en på 16 år - er blevet anholdt og sigtet for et overfald fredag aften på Jernbanegade i Thisted.
De tre piger overfaldt to andre piger på 14 og 15 år og truede dem med kniv til at udlevere omkring 200 kroner.
- Under overfaldet blev ofrene snittet i håndfladerne og fik skåret hår af, siger vagtchef Kjeld Nedergaard, Midt- og Vestjyllands Politi.
De tre piger fremstilles lørdag i grundlovsforhør ved Retten i Viborg.
/ritzau/