Mystik om skud i Maribo tidligt tirsdag morgen. Patronhylstre fundet på stedet.
Ingen blev tilsyneladende ramt, da en eller flere ukendte gerningsmænd tidligt tirsdag morgen affyrede skud i Maribo.
Politiet fik anmeldelsen om skuddene lidt før klokken tre.
- Der er fundet patronhylstre på stedet, siger vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
- Vi arbejder på at få kontakt med beboerne på stedet, siger han.
I første omgang var det ikke klart, om våben faktisk havde været i brug eller ej på Rydsmarken i Maribo, men så blev patronhylstrene fundet.
- Vi ved ikke, hvad der er blevet skudt efter, siger Søren Ravn-Nielsen.
/ritzau/