HA'ernes 15 års fødselsdag i Odense fik politiet til at aflægge et uanmeldt besøg i klubhuset.
De fynske Hells Angels-rockere skal selv have stofferne med, hvis de har tænkt sig at tage narko under weekendens fest i Odense-klubhuset.
For da politiet fredag lagde vejen forbi rockerborgen på Petersmindevej for at se på festforberedelserne, fandt de 30 gram narko samt en hel del andre ting, som de tog med sig hjem.
- Vi havde mistanke om, at de opbevarede narko på stedet. Derfor fik vi en kendelse til at ransage, siger vicepolitikommissær Ulrik Lorenzen.
Hells Angels fejrer lørdag 15 års fødselsdag i byen.
- Vi vil være på plads med en større styrke for at passe på dem, siger Ulrik Lorenzen.
Ud over narkoen fandt politiet også 80 gram hash, tåregas, slagvåben, ulovlige knive, peberspray og noget skarp ammunition.
Ingen blev dog anholdt under aktionen fredag.
/ritzau/