Vandstanden kommer over de tre meter i nat på havnen i Esbjerg. Højvandet ventes at toppe lidt i tre.
Politiet i Esbjerg gør nu klar til nattens højvande. Vandet ventes at nå op på mere end tre meter over dagligt vande, og derfor kontakter politiet nu ejerne af alle køretøjer på havnen, fordi vandet vil nå op over kajkanten.
Det ventes, at højvandet vil toppe lidt før klokken tre natten til lørdag, hvor det når 3.10 meter over det normale.
Dermed er også beredskaberne omkring havnen på Fanø og ved Varde Å blevet orienteret om situationen, så de kan gøre klar til eventuelle oversvømmelser, fortæller vagtchefen hos Syd- og Sønderjyllands Politi.
Blæsten har hen over dagen fået flere træer til at vælte omkring Sønderborg og Aabenraa, men ifølge politiet er ingen kommet til skade.
/ritzau/