En kvinde fra Polen har anmeldt, at hun er blevet voldtaget af en landsmand. Politiet afgør søndag, om manden skal sigtes for voldtægt.
En kvinde fra Polen blev tidligt søndag morgen voldtaget i Vollsmose ved Odense.
Kvinden taler kun polsk, men hun har via sin samlever anmeldt, at hun blev voldtaget af en polsk mand. Voldtægten skete angiveligt i en bil i Bøgeparken i Vollsmose.
Kvinden, der er i begyndelsen af 30'erne, skal undersøges på Center for Voldtægtsofre på Odense Universitetshospital og bagefter afhøres af politiet.
Den mistænkte gerningsmand på 29 år nægter at have voldtaget kvinden. også han skal undersøges og afhøres, inden politiet tager stilling til, om han skal sigtes for voldtægt, oplyser vagtchefen ved Fyns Politi.
/ritzau/