Politiet har sikret gode spor af gerningsmanden efter sag om overfald på pony i Sabro.
En ukendt gerningsmand har bundet og derefter seksuelt forulempet en pony i Østjylland.
Det er sket i Sabro mellem fredag klokken 22 og lørdag morgen, oplyser politikommissær Mogens Brøndum.
Den to år gamle Shetlands pony stod i en fold med fire andre heste.
Lørdag morgen blev den fundet med begge bagben og det ene forben bundet med et tov.
- Politiet kom hurtigt frem, og vi tilkaldte en dyrlæge for at få et overblik over skaderne, siger Mogens Brøndum.
- Ponyen har formentlig kæmpet for at komme fri, tilføjer han og henviser til, at der er konstateret skader på benene efter tovet.
Politifolkene tog tovet med til videre undersøgelser.
- På den måde har vi sikret spor i sagen, siger politikommissæren.
Østjyllands Politi hører meget gerne fra mennesker, der har set nogen i området i det relevante tidsrum, eller som i øvrigt ved noget.
Overfaldet skete på Nordre Vej i Sabro.
- Det er ikke første gang, at vi i Østjylland ser denne type sager, siger Mogens Brøndum.
/ritzau/