Det var en særdeles dygtig lærer, der stævnede ud på Præstø Fjord med 13 elever fra Lundby Efterskole og en lærerkollega i skolens dragebåd i februar forrige år.
Det fastslår næstformanden for Dansk Dragebåds Forbund, Bennie Thorving, fredag eftermiddag, hvor han som dagens sidste vidne afgiver forklaring i retssagen om den fatale kæntringsulykke, som kostede læreren Michael Jørgensen livet.
Bennie Thorving forklarer, at han personligt har overværet Michael Jørgensen instruere elever fra efterskolen i dragebådssejlads og -sikkerhed.
- Jeg har oplevet det på nært hold i 2010, hvor Lundby Efterskole havde et hold elever med til en dragebådsregatta i et havnebassin i Rostock. Der så jeg, hvordan han instruerede børnene, siger den ældre mand og tilføjer:
- Den instruktion, jeg har set, mener jeg helt klart, foregik på en særdeles forsvarlig måde, fastslår den gråhårede ældre mand.
Flere af de involverede elever har ellers forklaret retten, at de aldrig var blevet instrueret i dragebådssejlads, hvilket har tegnet et billede af Michael Jørgensen som værende uansvarlig.
Ved Retten i Nykøbing Falster fortæller Bennie Thorving, at han har mødt Michael Jørgensen, der var ivrig efter at lære dragebådene at kende, flere gange.
Ifølge vidnet kæntrer dragebåde ikke let, og Lundby Efterskoles modeller er tilmed mere sikre end mange andre dragebåde:
- De er bygget mere stabile i og med, at man har lagt mere vægt i bunden, så de ligger mere stabile i vandet, forklarer den ældre mand, der har været aktiv i rosport siden 1956.
Han forklarer videre, at luftkasser under sæderne i skolens både sikrer øget opdrift, og at bådene er beregnet til 10-12 roere, en styrmand og en trommeslager, der sørger for, at besætningen roer i takt, forklarer Bennie Thorving.
Flere af eleverne pådrog sig hjerneskader, da skolens dragebåd kæntrede, og de faldt i det iskolde vand.
I sagen, der fortsætter frem til 1. februar, står Lundby Efterskole og dens forstander, Truels Achton Truelsen, tiltalt for uagtsomt manddrab og uagtsom legemsbeskadigelse samt flere overtrædelser af lov om sikkerhed til søs.
/ritzau/