Familietragedie i Albertslund. Mand på 40 år dør af egne knivstik efter at have stukket sin mor ihjel.
En kvinde på 68 år er blevet stukket ihjel af sin søn i Albertslund.
Sønnen, der var psykisk syg, er også død efter knivlæsioner, oplyser politiet.
Familietragedien blev opdaget tidligt søndag morgen.
Lidt før klokken fire blev politiet kaldt ud til en adresse på Banehegnet i Albertslund, fordi en blødende mand blev set ligge livløs på et græsareal.
Politipatruljen gav manden hjertemassage, men indsatsen var forgæves. En lægeambulance erklærede ham død.
Betjentene trængte derefter ind i en lejlighed i nærheden.
Bag lejlighedens blokerede hoveddør fandt politiet derefter den dræbte kvinde.
Hun var død efter flere knivstik.
Politiet understreger, at efterforskningen fortsat er i gang, men at alt peger på, at sønnen, der var 40 år, først slog moren ihjel og derefter stak sig selv.
/ritzau/